En grundig søgeordsanalyse er fundamentet for enhver type søgemaskineoptimering, hvad enten det er organisk eller PPC. Søgemaskiner bruger søgeord til at katalogisere og indeksere websites og potentielle besøgende bruger søgeord til, at finde frem til netop det website, som tilbyder dem de produkter/services, som de søger. At identificere og udvælge de rette søgeord, er derfor af afgørende betydning for dit websites synlighed og succes. Men hvor skal du begynde…?
Kilder til gode søgeord
Der er tre kilder, som du kan benytte dig af, for at finde frem til de bedste og mest effektive søgeord.
Dig selv: du er trods alt den som kender dine produkter/services bedst og det er derfor naturligt, at starte med de ord som du synes, beskriver dine produkter/services bedst. Men husk at tænke på, at det også skal være ord, som dine kunder kunne tænkes at bruge og du bør derfor undgå fagudtryk og tekniske termer.
Dine kunder: dine kunder vil kunne fortælle dig, hvilke søgeord de tænker på eller bruger, når de søger efter dine produkter/services. Kunder kan være din bedste kilde til relevante søgeord, da det jo er personer som dem, du forsøger at nå ud til. Du kan finde dine kunders søgeord ved at
- skrive de ord og betegnelser ned, som dine kunder bruger om dine produkter/services.
- kigge på dit websites statistiske data og se hvilke søgeord, dine besøgende har brugt, for at finde dit website.
- logge søgninger fra dit websites interne søgemaskine og finde ud af, hvilke ord dine kunder søger efter, når først de er landet på dit website.
Hvis du anvender Google Analytics, skulle du tage et kig på Lars Bachmanns indlæg om webstedssøgning og hvordan man bruger dette værktøj aktivt. I Thomas Rosenstands indlæg om verdens bedste søgeordsværktøj, kan du læse mere om, hvordan du finder ud af, hvilke ord og betegnelser dine kunder bruger om dine produkter/services.
Dine konkurrenter: du kan finde yderligere søgeord, ved at kigge på dine konkurrenters websites. Her finder du måske søgeord, som du ikke selv havde overvejet. Du vil selvfølgelig skulle konkurrere med dine konkurrenter, hvis du vælger at bruge disse søgeord, men hellere deltage i kampen, end stå udenfor og kigge på.
Søgeordsværktøjer: søgeordsværktøjer kan hjælpe dig med at finde yderligere søgeord og søgeordskombinationer. Nogle af de bedste søgeordsværktøjer på nettet er:
- Wordtracker (findes både i en professionel og gratis version)
- Trellian Keyword Discovery Tool (kræver abonnement)
Optimer din søgeordsliste
For at optimere din liste af søgeord, så du ender ud med de mest effektive og relevante søgeord, kan du gøre følgende:
- Fjerne eventuelle ord som går igen
- Fjerne ord som virker upassende, ud af kontekst eller irrelevante
- Fjerne ord som virker grammatisk ”kluntede” og ikke passer ind i dine webtekster
- Sørge for at listen indeholder både generelle og specifikke søgeord
Søgeordslisten er færdig – hvad så?
Nu hvor du har færdiggjort din liste af søgeord, skal du i gang med at bruge dem. Gode steder at inkludere dine søgeord er i dine tekster og tags på dit website, men du kan også anvende dem i PPC annoncer. Og husk, at din søgeordsliste løbende bør revideres og optimeres, f.eks. når der kommer nyt indhold på dit website.
Rigtig godt indlæg, det gav mig inspiration til at fokusere mere på mine søgeord i fremtiden